Julen

December er en stor måned i børnehaven – med et utal af både mulige og umulige traditioner at holde styr på. På trods af alle aktiviteterne og juletravlheden er det vigtigste dog, at måneden står i julehyggens tegn. 

Vi starter lige efter de første julereklamer er dumpet ind gennem brevsprækken – i slutningen af novembermåned, start december – med vores hyggelige Nisseklip. Nisseklip er en eftermiddag, hvor børnene sammen med deres forældre får lejlighed til at få afprøvet deres kreative evner og samarbejde om at lave en fin nisse. Alle nisserne bliver så hængt op i gangen og hele december, er hele entréen og trappen pyntet med hjemmelavede nisser. Et rigtig flot og julehyggeligt syn : ). 

Fra 1. december bliver der så for alvor julehygget – vi klipper juleklip og laver hemmeligheder, og til samlingerne har husets nisser lagt lidt lækkert til os (eller drillet os!). Og så bliver der sunget julesange, tændt kalenderlys osv.

I sidste uge inden jul kommer Julemanden så endelig. Vi laver risengrød og stiller naturligvis en stor tallerken ned til ham i kælderen (ved skorstenen – hvor ellers?). 

... så ja, december er en hektisk måned for både børn og voksne, og den flyver af sted – så det gælder om at stramme nissehuen, hvis man skal ha’ det hele med ; )