Fødselsdage i Villa Kastanie

Et barns fødselsdag er vigtig, og i børnehavealderen er det en af årets største dage. Vi sørger for at markere det, og sætter fødselaren i centrum. Når fødselsdagsbarnet møder om morgenen, bliver det mødt af flag ved indgangen, og et fødselsdagsskilt lavet af kammeraterne. Dagen starter med at fødselaren, sammen med en af de voksne, hejser det store flag på legepladsen. 

Fødselaren holder samling denne dag og i samlingen er det fødselsdagsbarnet, som bestemmer og får lejlighed til at være på. Der skal fortælles om gaver og fødselsdagsfester, der skal vælges en fødselsdagssang skal det være "I dag er det .... fødselsdag", den med instrumenterne eller børnehavens egen fødselsdagssang "24 trommer" ? Denne dag må der gerne deles noget sødt ud - vi henholder dog til at der ikke overdrives.

Børnene elsker selvfølgelig, når turen går ud af huset, og hele etagen tager hjem og besøger fødselsdagsbarnet. Det er sjovt og spændende at se hinandens værelser og lege med hinandens legetøj. Mindre vigtigt er det, hvad der bliver serveret. Det er ikke spisningen, de bruger mest tid på! Det er ganske enkelt besøget i sig selv, der tæller. Så I kan roligt servere mælk til maden og der behøves ikke at serveres både kage, slik og is. Vi vil gerne gøre opmærksom på, at det som I serverer spiser vi hos jer. Vi tager ikke slikposer med tilbage til børnehaven. 

Men – vi vil gerne huske os selv og jer på, at der findes masser af sundere alternativer til slik og flødeboller. At kagemænd og -koner godt kan laves af bolledej – og at de ser brandgodt ud med rosinøjne, æblekinder og i heldragt af ananas og drue.

Vi har mulighed for en gang i barnets børnehavetid at tage hjem til fødselsdag, de andre fødselsdage holdes på stuen med en fødselsdags samling som barnets selv holder.

Børnehaven har fødselsdag d. 1/10 - Det fejres med kaffe kagebord om eftermiddagen.